Navigate / search

Altid mange problemer

Exhibition at Kunsthal Charlottenborg, Copenhagen, 17 June – 13 August, 2017

Altid mange problemer

I året hvor John Kørner fylder 50 år, præsenterer Kunsthal Charlottenborg den største udstilling af hans værk til dato. Med et særligt fokus på de samfundstematikker, Kørner gennem årene har arbejdet med, retter den store udstilling ALTID MANGE PROBLEMER blikket mod en række af Kørners centrale maleriserier samt en række nye rumlige totalinstallationer.

John Kørners arbejde med ’problemer’ startede i forbindelse med hans afgangsudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi på Gl. Strand i 1998. Han ville male en hest med en rytter, men i stedet for en rytter endte han med at male en mærkelig størrelse, en æggelignende form, der sad på dyret. Siden har Kørner arbejdet med problemer i både malerier og som skulpturel form. I hans værker er ’problemet’ et område, der repræsenterer noget besværligt og som han kan tillægge forskellige værdier, ved at lade det være en abstrakt stand-in for dét, der egentlig burde være der; f.eks. hestens rytter.
Titlen ’Altid mange problemer’ refererer til en, for mig, tidlig kunstnerisk periode, hvor jeg gennem problemet som figur fandt en måde at tage livtag med de dramatiske højdepunkter og begivenheder, der påvirker mig. Og det er stadig dét der driver mig i dag; tanken om, at man godt kan skabe et værk, hvis emne virker problematisk, omstændigt eller simpelt, og som kan transformeres, oversættes og formidles i et enkelt varieret poetisk sprog.
Udstillingen er tilrettelagt og kurateret af Marie Nipper

At danse på en bølge

John Kørner har flere gange arbejdet med bølgen som motiv. Han er fascineret af bølgens skulpturelle karakter siden han som barn oplevede at gå på et frosset hav, hvor forskruninger havde skubbet isen op til små isbjerge. Det var som at opleve et hav, der på splitsekund var blevet til is.

På Kunsthal Charlottenborg har han ønsket at genskabe en bølge én til én. Tanken om den store bølge med den knusende effekt, er både voldsom romantisk og skræmmende. Havet som et dødbringende våben har en voldsom dramatik, som fascinerer han, og her har han vil stille mennesket for foden af den dramatik.
Den store bølge er skabt ud fra ideen om, at bølgen er katastrofal og at den bogstaveligt kommer væltende og ødelæggende mod os. Her i installationen danses der på toppen af katastrofen, som i myten om Titanic, hvor orkestret spiller videre, selv om skibet er synkende. Det er et billede på menneskets evne til at lægge afstand til de katastrofer, der udspiller sig omkring os i verdenssamfundet. Måske er det et positivt overlevelsesgreb, vi iværksætter for at kunne kapere det bombardement af kriser og forfærdeligheder vi dagligt konfronteres med i nyhederne. 

Sport & Apple Bombs

John Kørner interesserer sig for den rolle sport spiller i samfundet som et sociale fænomen, der griber ind i både økonomi, mode samt krops- og kønspolitik. Han arbejder med sportens forføreriske og folkelige kraft og dens særlige visuelle sprog, farver og koder.

Jeg har skabt en række skulpturelle værker, der handler om sport, om dens æstetik og konsekvenser. Billardbordet, der altid har haft en æstetisk tiltrækningskraft på mig, kuglerne, træet, stoffet. Folk flokkes om et billardbord. Det er et enormt socialt samlingspunkt. Samtidig er billard et uforudsigeligt spil, hvor hvert skud kan skyde kuglerne i nye retninger. Den umiddelbare vilkårlighed, der ligger i kuglernes bevægelser, kan betragtes som et organisk miljø, hvorpå jeg så henover har stablet noget meget dramatisk, nemlig World Trade Centre fra New York. Stedet for det mest ikoniske terrorangreb i verdenshistorien, der, som et nøje tilrettelagt spil, blev gennemført i 2001, med uhyggelige, direkte og fremtidige konsekvenser.
I maleriserien Apple Bombs, hvor også sportssko optræder, har John Kørner skabt en række malerier, hvor det regner med bomber i form af æbler. Han fandt motivet, da han oplevede et granatæble falde til jorden og splintres med både skønhed og dramatik.

Det gule rum

I dette rum indrammer Kørner os både fysisk og visuelt med sin kendetegnede gule farve. Farven er på en gang er stærk og varm, men også kan opleves sygelig i sin påtrængenhed. I denne gule totalinstallation arbejder Kørner med oplevelsen af, at vi mennesker tidligt i vores liv udstikker vi en retning for os selv, som vi forsøger at følge. Sammen med det gule gulv og vægge, skaber de skulpturelle elementer og malerier et univers der handler om forløb og bevægelse.

Når jeg ser på lærredets flade, synes den at være et univers i sig selv. Kanten af lærredet afslutter det univers, der ligger i billedet. Når du hænger et monokromt gult maleri op på en gul væg, der præcis er malet med den samme gule maling, så udvides maleriet. Maleriet bliver ikke længere afgrænset af det areal jeg har defineret med lærredet, men kommer til at virke meget større, som om maleri og rum er ét værk.

War Problems

Maleriserien ’War Problems’ var en reaktion mod den danske nyhedsdækning af krigen i Afghanistan og den politiske retorik omkring Danmarks krigsdeltagelse. Ved at navngive malerierne efter 21 danske soldater der mistede livet i Afghanistan-krigen fra 2002-2009, ønskede John Kørner at lade værkerne være anledning til samtaler om en aktuelt, politisk situation, der for mange synes fjern fra en dansk dagligdag.

Jeg ønskede at gøre krigen mere nærværende for os, der var herhjemme. Fremfor at male afghanske civile, der havde mistet livet i krigen, valgte jeg at sætte krigen og dens tab i en dansk kontekst. Derfor kom malerierne til at handle om de danske soldater, der mistede livet i krigen. Hvert maleri bærer således navnet på en dansk soldat, der døde under den danske krigsdeltagelse i Afghanistan. Mit ønske med maleriserien var at berøre en aktuel politisk begivenhed, der bør interessere os alle. Og skabe værker der både kunne rumme dramatik og skønhed. 

The Performance & Problemmalerier

John Kørners kunstneriske verden er fyldt med problemer. I The Performance står problemerne på rad og række, som opstillet på en scene. Installationen består af 200 mundblæste glasproblemer, ovale kugleformer, hvoraf de 150 agerer publikum, der kigger op på 50 ’glasproblemer’, der performer. I det store blå billede Man with 44 problems fra 2004 og Woman with 24 problems fra 2005, synes problemer også at hobe sig op i et motiv, hvor et abstrakte rum mødes med genkendelige motiver. Udtrykket af noget på én gang velkendt og fremmed er gennemgående, når Kørner skildrer det moderne menneskes problemstillinger, følelser, stemninger og drømme.

Outdoor Struggling

I værkserien Outdoor Struggling har John Kørner fundet inspiration i det frisiske landskabs store flade vidder. For Kørner stiller et sådant vektorløst landskab en udfordring for os mennesker da vi ikke kan orientere os mod noget og derfor kan opleve en følelse af fortabthed og forvildelse. I maleriserien ses en række figurer, der bærer hinanden hen over det åbne landskab, hvorved der skabes en forbindelse til den aktuelle politiske situation, hvor flygtninge kæmper om at nå i sikkerhed fra krigshærgede områder.

Kvinder til salg

I 2009 henvendte Kørner sig til Arbejdermuseet med en idé til en udstilling om de kvinder, der er ofre for trafficking og arbejder som prostituerede i Danmark. I stedet for at formidle overfald eller sexscener, har Kørner portrætteret kvinderne i en naturlig og afslappet stilling. Han ønske var at vise dem som selvstændige arbejdende kvinder, ikke blot som prostituerede.

Jeg blev opmærksom på en række historier om trafficking, som påvirkede mig og gjorde mig interesseret i deres vilkår og deres personlige historier. F.eks. blev en afrikansk kvinde holdt fanget på en bondegård på Lolland. Det er der jeg er vokset op og jeg kender om nogen de store åbne vidder, som landskabet der tilbyder. Det er voldsomt at en afrikansk kvinde ender med at løbe nøgen over en kold mark for at stikke af fra en idiot. Det har jeg forsøgt at male. 

Kunsthal Charlottenborg

Nyhavn 2
1051 Copenhagen K
Denmark
Kunsthal Charlottenborg

Galleri Bo Bjerggaard

Flæsketorvet 85 A
1711 Copenhagen V
Denmark
+45 33 93 42 21
bibi@bjerggaard.com
Galleri Bo Bjerggaard

Victoria Miro Gallery

16 Wharf Rd
London N1 7RW
England
+44 (0)20 7336 8109
info@victoria-miro.com
Victoria Miro Gallery